Det vil om kort tid blir lagt ut
filmstudieark fra filmen. Til orientering er intervjuet gjengitt på dansk.
1. Hva fikk deg til å ville lage en film om et adoptivbarn som reiser tilbake til landet han ble født i?
Jeg sad I Los Angeles, hvor jeg var blevet fløjet over på første klasse af HBO Studios. De ville filmatisere et af mine manuskripter, men en strejke udbrød mellem manusforfatterene – og jeg fik ikke lov af min manager til at fortsætte med den film. Der i L.A. satte jeg mig ned og skrev grundtankerne til Lost In Afrika – jeg ville underholde med mening. Som en modpol til Hollywoods meningsløse film, men med kærligheden til action og thriller i behold. Både Universal og Focus Feature havde fingrene ude efter manus, men ville lave en typisk voksenfilm om "Den hvide kvinde i knibe i det farlige Afrika" historie – og det ville jeg ikke.
Heldigvis var Det Danske Filminstitut med på legen om små helte med mørk hudfarve – og derfor satte jeg mig ned i selve slummen i Kenya for at skrive. Alle børn i filmen spiller sig selv og deres historie er baseret på deres egne liv. Kidnapningen er lagt ind som et actionmoment – som tvinger det nye venskab mellem Simon og Amos til det yderste. Der kræves meget af de to drenge, hvis de skal blive rigtige helte.
Mit efternavn sladrer om at jeg har været kenyansk gift i mange år og kender derfor til det at man kommer fra et andet land, men man er 100 prosent norsk eller 100 prosent dansk.
Jeg tror stenhårdt på det multikulturelle samfund og på knaldgod underholdning indeholdende store verdenstemaer i børnehøjde.
Kun et træ med rødder kan vokse helt ind i himmelen, ikke sandt?
2. Hvordan opplevde hovedrolleinnehaveren, som selv er adoptert fra Afrika, filminnspillingen?
Simon – som hedder Simon i virkeligheden, elskede hvert minut med sine nye venner – Amos, Jabali og Kioko. Det var Simons første tur til det rigtige Afrika. Han havde sin adoptivmor og -far med til Kenya. Den sidste dag fik han lov til at overnatte i slummen sammen med sine nye venner. Det var en tårevædet mor som kom og fortalte mig at nu havde hun afleveret Simon der hvor han kom fra oprindeligt – hun håbede at få ham tilbage den efterfølgende dag. Og det gjorde hun. Det venskab man oplever i filmen er helt ægte.
3. Hvordan var det å filme i Afrika?
Eftersom dette er min første langfilm, så er det sikkert det dummeste man kan gøre. At tage til Afrika og caste "amatører", og at filme langt inde i Øst-Afrikas største slumby, uden tilgang med bil og uden elektricitet og adgang til vand og toiletter. Hvert billede i filmen er et sandt mirakel. Filmen er lavet under vanvittige omstændigheder. VIRKELIG! Og er et produkt af et utroligt hårdt arbejdende internationalt filmhold. Jeg havde en mesterfotograf fra Hollywood med, nemlig Tyler Perrys fotograf Alexander Gruszynski, og han havde aldrig prøvet noget lignende. Det kenyanske filmhold knoklede og var helt utroligt udholdende!
4. Filmen er en actionfilm med klare thrillerelementer, hvorfor valgte du denne genren?
Jamen fordi jeg elsker actionfilm! Action og eventyr med mening! Som når sund mad smager godt! Efter mange år i Kenya, og med et par dokumentarfilm i bagagen, tænkte jeg "hvordan kan jeg underholde mest muligt, mens jeg fortæller noget rigtigt vigtigt” – nemlig at disse børn eksisterer og er rigtige mennesker. Jeg ved ikke noget bedre end en omgang
James Bond, eller
Home Alone. Dog har min film en klar mission, at skabe meningsfuld underholdning.
5. Nevn dine topp 3 barnefilmer.
Jeg tror at man skal tage de "små mennesker" alvorligt! Jeg skælner derfor ikke så meget mellem om der er et barn i hovedrollen – eller om det er en decideret børnefilm. Her er mine favoritter:
- Central Station (Brasils hjerte) – fordi det er en mega stærk berettelse om en dreng som mister sin mor, og alle voksne (som i min film) ikke er af sådan et kaliber menneske at de kan hjælpe. Barnet er den "rene".
- Kolya – igen en smuk film med et barn som helten.
- Home Alone – lidt dilitant, men ganske enkelt sjov underholdning – benene op, popcorn i skødet og action på skærmen.
